Filninger omkring indlæg i knivskæfte
- Keld Lisby Hansen
- 14. aug.
- 2 min læsning
Opdateret: 28. aug.
Alle knivmagere kender det... vil jeg tro. Man bruger laaaaang tid på at pudse og polere skæftet så det er glat og fint, og så efter et par dage kan man mærke indlægget rejse sig.
Når man laver et knivskæfte med forskellige materialer og specielt med indlæg i metal, vil man næsten altid, med tiden, kunne mærke overgangen mellem de forskellige materialer. Det sker fordi materialerne "arbejder" forskellige. Træ, horn, ben, tand mm. er naturmaterialer der, selv om der er tørre eller endda stabiliseret, vil reagere på luftfugtighed og varme/kulde. Det gør at materialerne udvider sig eller trækker sig sammen. Ikke meget... men nok til at man vi kunne mærke niveau forskellen. Specielt hvis man bruger metaller som indlæg. De vil ikke reagere på samme måde.
Derfor laver jeg næsten altid en filning på hver side af indlægget. Når man så har kniven i hånden eller kører fingrene over indlægget, er det filningerne man kan nærke, og ikke niveauforskellen i materialerne.
Derudover virker det også som en dekoration på skæftet, som lige giver det sidste "touch"
Her er en vejledning til hvordan jeg gør.

Jeg starter med at tegne linjerne på på skæftet omkring indlæggene. Afstanden fra indlægget kan variere alt efter hvilken størrelse fil jeg bruger. Normalt bruger jeg en 3,0 mm rundfil, så afstanden mærker jeg op ca. 3,0 mm fra indlægget. Det gør at der bliver en "flade" på ca. 1,5 mm. til filningen.

Så starter jeg med at file. Små lette strøg til at starte med så man får lavet et spor. På lige indlæg er det "bare" at file rundt om skæftet. Men ved buede indlæg som her, er det vigtigt at file med et lille område af filen for at kunne følge rundingen på indlægget. Jeg filer nok kun med ca. 1 cm af filen.

Efter hånden som jeg filer rundt om skæftet bruger jeg ikke blyantsstregen til at file efter. Jeg holder derimod øje med afstanden fra filen til indlægget, og bruger dette til at styre retningen.

Når jeg har filet den ene side af indlægget, filer jeg den anden side. Den indvendige kurve kan være lidt sværere at file, så her er det vigtigt at file med meget små strøg.

Og så er det bare at file omkring alle indlæggene. Til sidst går jeg alle filninger igennem for at se om de er lige dybe og lige brede.

Til sidst behandles skæftet med olie som normalt. Når olien er hærdet polerer jeg normalt også skæftet. Det gør også at kanterne i filningerne bliver afrundet en smule, så de ikke er så skarpe.
Og som man kan se, virker det også som en dekoration på skæftet. På denne kniv har jeg også lavet filninger i indlæggene. Det kan du se hvordan jeg gør i en anden vejledning.
Kommentarer