

Så er det tid til at slibe formen til på båndsliberen. Jeg bruger et groft slibebånd der hurtigt kan fjerne noget materiale. Jeg har elektronisk hastighedsregulering på min båndsliber - så jeg kører bare så hurtigt som muligt. Det gør ikke noget at stålet bliver varmt og blå i denne fase. Det er først efter hærdning og anløbning man skal passe på.

Nu kan jeg slibe klingen plan på fladerne. Jeg har en kraftig magnet som jeg kan holde klingen med. Jeg sliber på planslibelandet på båndsliberen og jeg bruge et bånd med kornstørrelse på P120. Når man køber stål er det som regel rimeligt lige, men er det en håndsmedet klinge hvor man skal fjerene glødeskaller mm. kan man godt bruge et grovere bånd til at starte med.

Nu kan jeg slibe fasen på den ene side. Jeg har hele tiden stregerne i bunden af klingen til at sigte efter. Jeg sliber fasen med et Ø250 mm kontakthjul og får dermed en hul slibefas. Jeg vinkler landet så det passer med vinklen på fasen og så kan jeg slibe fasen ved at køre Jiggen med klingen frem og tilbage på båndet. Jeg sliber her med et groft bånd der hurtigt kan fjerne noget materiale.

Når jeg har slebet den ene side vender jeg klingen om og sliber den anden side, Jeg sliber kun til stregerne og efterlader dermed en lille flade. Den lader jeg være da klingen ikke må slibes helt sammen, da man risikere at æggen ”Krøller” under hærdningen. Man skal være meget opmærksom på at fasen starter det samme sted så æggen bliver helt symmetrisk. Med Jiggen er det faktisk meget nemt at styre.